Loading
Loading
Loading
Loading
Loading
Loading
Loading
Loading
Loading
Loading
Loading
Years of Streaming 2024 AGA works / Tørreloft

Years of Streaming

Julie Riis Andersen og Rebecca Krasnik

  1. februar - 2. marts 2024

AGA Works

Years of Streaming er et samarbejde mellem billedkunstnerne Julie Riis Andersen og Rebecca
Krasnik. Med en konstrueret hvid kube, som optager rummets midte, har de skabt et
udstillingsdesign, der fungerer som en slags negativ fremkaldelse af rummet.
Udstillingen undersøger billedskabelse mellem det analoge og det digitale, lys og mørke,
bevægelse og stilstand. I en tid, hvor onlinetilstand er et vilkår og vi konstant påvirkes af algoritmer
og hvor mediernes billedstrøm føles uendelig, sætter udstillingen spørgsmålstegn ved vores
virkelighedsopfattelse og forestillingsevne.
Krasnik og Riis Andersen arbejder i den kontekst begge to med kombinationen af det flydende og
det statiske, både konkret og symbolsk. I hver deres arbejdsproces med motivets tilblivelse, gør de
brug af kemiske processer, der skaber et spændingsforhold til AGA som udstillingsrum og tidligere
gasfabrik.

Kontekst og tilhørsforhold

Idéen om en objektiv virkelighedsopfattelse er efterhånden ikke-eksisterende. Men i den digitale
verden opløses virkelighedsfornemmelsen fuldstændig. Hvordan påvirker den digitale udvikling os
idag og hvor hurtigt mister et billede tilhørsforhold i den kontekst? Fra et billede lægges online,
løsrives det lynhurtigt fra sin fysiske reference, for derefter at blive gentaget i det uendelige, som
en kopi af en kopi af en kopi, der totalt udvander det originale motiv.
“Et fotografi er et samarbejde med virkeligheden" udtaler Krasnik, som i sine værker skaber sin
egen subjektive udgave af virkeligheden - uden begrænsninger. Ifølge hende er den fysiske verden
en kunstnerisk begrænsning, og derfor udvikler Krasnik sine værker i det digitale justerbare rum.
Hun arbejder med lysfølsomt fotografisk papir begrænset til telefonskærmen og fremstiller deraf
“håndholdte” fotografier i mørkekammer, med de subtile bevægelser eller rystelser, en sådan
proces påfører det endelige resultat.

I Krasniks værker i udstillingen benytter hun en hest som motiv, skabt som 3D figur i et digitalt rum,
der mimer det reelle udstillingsrum, AGA Works. Men skalaen og tyngden på hest og rum stemmer
ikke overens, hvilket skaber en forskydning af tid- og rumoplevelsen i det computergenererede
billede. Det analoge og det digitale mødes her. Og selvom hesten synes i bevægelse på
billederne, så er den født digitalt – uden direkte tilhørsforhold eller reference til virkeligheden.

Organisk orientering

Julie Riis Andersen arbejder med en organisk processuel langsomhed i stor kontrast til det digitale.
I fremstillingen af Riis Andersens værker gøres brug af fotosyntese – den ældste kemiske proces i
verden – som hun benytter til at skabe klorofylprint. Klorofyl er det protein i planter, som opfanger
solens lys og giver dem deres karakteristiske grønne farve. Riis Andersen eksponerer sine motiver
på håndstøbt græspapir, der vil falme over tid og til sidst forsvinde, hvilket skaber en indlejret
midlertidighed i hendes værker. Det nære arbejde med græs og fibre som materialer, forbinder Riis
Andersen med sine naturlige omgivelser, den industrielle historie og papirfremstilling som
håndværk med en klimabevidst orientering.

Hendes valg af motiver i værkserien ‘Mainstream’ er stillbilleder udledt af det mest streamede
indhold online. På den måde sætter Riis Andersen fokus på, hvordan kultur individuelt opfattes
gennem den digitale infrastruktur på f.eks. sociale medier. Algoritmerne, der påvirker og former
vores syn på verden gennem målretning og forførelse, er samtidig med til at frembringe en følelse
af fragmentering og isolation, som ofte skaber en separeret og til tider falsk følelse af fællesskab.

Years of Streaming

Udstillingstitlen kommenterer på den konstante digitale billedstrøm, vi møder gennem medierne og
internettets forførende søge-flow, laptoppens blå lysskær og dansen med de sociale medier. Som
en konstant bevidsthedsudvidelse - en stream of consciousness. Kontrasten mellem en analog og
digital bevidsthed flyder på den måde som en underliggende tematik i udstillingen. Der er samtidig
en udveksling mellem kontrol og overgivelse til stede, imens den hvide kube optager rummet som
en imaginær trojansk hest, der penetrerer vores verden med spørgsmålet; kan vi stole på det, vi
ser, eller vil udviklingen med tiden vende sig mod os?

Teksten er skrevet af kurator Rebekka Elisabeth Anker-Møller

Udstillingen er kurateret af Tørreloft

Tak for støtten til Statens Kunstfond, Statens Værksteder for Kunst og Grosserer L. F. Foghts Fond.